Fæld ikke naboens træer – selvom de generer dig
Selvom naboens træer giver skygge i haven eller medfører massivt løvfald, må du ikke tage sagen i egen hånd. Det er ulovligt at fælde eller beskadige træer på naboens grund – og det kan blive en meget dyr beslutning.
Hærværk efter straffeloven
At fælde eller beskadige træer på andres ejendom kan straffes efter straffelovens § 291 om hærværk. Bestemmelsen rammer den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden. Straffen kan være bøde eller – i grovere tilfælde – fængsel.
I en sag fra 2020 blev et ægtepar idømt 30 dages betinget fængsel for at have fældet 10 store træer på naboens grund. De mente, at træerne udgjorde en risiko efter tidligere stormfald, men retten lagde til grund, at træerne ikke var farlige. Ud over fængselsstraffen blev de pålagt at betale erstatning.
Store erstatningskrav
Træfældning kan medføre betydelige økonomiske krav – især hvis der er tale om store eller værdifulde træer. I en sag fra 2007 fældede et ægtepar cirka 45 træer på naboens grund. De blev dømt for hærværk og skulle betale for genbeplantning til knap 70.000 kr.
Derudover blev naboejendommens værdiforringelse skønnet til 300.000 kr., og sagsomkostningerne beløb sig til cirka 200.000 kr. Samlet endte sagen med at koste over 500.000 kr.
Selv enkelte træer kan koste dyrt
Også fældning af et enkelt stort træ kan være meget omkostningsfuldt. I en sag blev en stor blodbøg på over 15 meter fældet. Da det ikke var muligt at plante et tilsvarende træ, blev værdien beregnet ud fra, hvad det ville koste at anskaffe et træ, der efter 15-20 år ville have samme størrelse. Prisen blev anslået til cirka 394.000 kr.
Selv det at skære toppen af træer kan udgøre hærværk. I en sag fra 2005 blev en nabo dømt for at have skåret toppen af to grantræer, der generede hans udsigt. Han blev idømt dagbøder og mødt med et erstatningskrav i en civilsag.
Gå rettens vej
Oplever du gener fra naboens træer, skal sagen håndteres ad lovlig vej. Domstolene kan vurdere, om generne overstiger den naboretlige tålegrænse, og om der kan kræves beskæring eller i særlige tilfælde fældning.


