Genskin fra tag – hvornår overskrides den naboretlige tålegrænse?
I 2005 ombyggede en grundejer sit hus og udskiftede i den forbindelse taget til sortglaseret tegl. I 2012 rettede naboen henvendelse og påtalte betydelige genskinsgener fra taget. Der fandtes ingen servitutter, lokalplaner eller andre bestemmelser, der regulerede tagets udformning.
Genskin fra taget
Genskinnet var generende både i solskin og overskyet vejr. Generne oplevedes i haven, på terrassen og inde i boligen – herunder i stuen og enkelte værelser med vinduer vendt mod taget. Naboen havde håbet, at generne ville aftage over tid, men det skete ikke.
I 2012 fik naboen ejendommen vurderet af en ejendomsmægler, som mente, at generne kunne have medført et væsentligt værditab.
Skønsmandens vurdering
En skønsmand udarbejdede en erklæring om generne. Det blev vurderet, at der om sommeren forekom såkaldt absolut blænding på terrassen, i stuen og i et værelse i cirka to timer dagligt. Absolut blænding blev beskrevet som svarende til at have en lampe direkte rettet mod ansigtet.
Derudover forekom mindre genskin i form af begyndende blænding fra omkring kl. 15 til kl. 21 om sommeren. Om foråret og efteråret var generne mindre, og om vinteren forekom kun genskin uden egentlig blænding.
Den naboretlige tålegrænse
Da der ikke fandtes specifik lovgivning, der regulerede forholdet, skulle sagen vurderes efter den naboretlige tålegrænse. Denne fastlægger, hvad man som nabo med rimelighed må tåle.
Byretten fandt, at tålegrænsen var overskredet, og pålagde grundejeren at fjerne genskinsgenerne. Sagen blev anket til både landsretten og Højesteret, som stadfæstede afgørelsen.
Højesteret udtalte, at vurderingen beror på en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens og områdets karakter.
Konklusion
Dommen er et eksempel på, hvordan den naboretlige tålegrænse anvendes i praksis. Den viser, at vurderingen altid er konkret og afhænger af de specifikke forhold i den enkelte sag.
