Erstatningsansvar for husdyr efter Mark- og vejfredsloven
I Mark- og vejfredsloven fra 1953 findes bestemmelser om erstatningsansvar for husdyr. De fleste dyr er omfattet af loven, dog ikke hunde, da forhold omkring hunde reguleres i Hundeloven. Dyr uden ejer, som eksempelvis vildt og fugle, er heller ikke omfattet.
Pligter som dyreejer
Som dyreejer har man pligt til at holde sine dyr inde på egen grund. Derudover skal man sikre, at dyrene ikke medfører væsentlige gener for naboer eller fører til forurening eller risiko for forurening. Overholdes pligterne ikke, kan kommunen udstede påbud og i sidste ende kræve, at dyrene fjernes.
Erstatningsansvar
Efter Mark- og vejfredsloven har besidderen af et dyr pligt til at erstatte visse skader, som dyret forvolder på andres ejendom. Det gælder eksempelvis skader på afgrøder, beplantning, hegn, vandløb og jordbund samt skader, hvor et dyr angriber et andet dyr.
Hvis naboens køer løber ind på din grund og ødelægger dit korn, kan du rette erstatningskrav mod besidderen. Ansvaret er objektivt, hvilket betyder, at besidderen hæfter, selv om der ikke kan bebrejdes vedkommende noget.
Anmeldelse af skade
Har du lidt en skade omfattet af loven, skal du inden 7 dage rette henvendelse til kommunens vurderingsmænd og fremsætte dit krav. Overskrides fristen, kan kravet bortfalde, medmindre der er indgået aftale om erstatning, eller besidderen har handlet groft uforsvarligt eller forsætligt.
Vurderingsmændene
Hver kommune har tre beskikkede vurderingsmænd, som foretager vurderingsforretninger. De skal tage stilling til, om skaden er omfattet af loven, og om der kan tilkendes erstatning. Kommunen kan beslutte, at opgaven i stedet varetages af hegnssynet. Læs mere om hegnssyn her: www.hegnsynet.dk.
Vurderingsmænd kan være inhabile, hvis de har personlig interesse i sagen eller familiemæssig relation til en part.
Vurderingsforretningen
Når en begæring er indgivet, skal vurderingsforretningen afholdes snarest muligt. Sagen behandles normalt af formanden og én vurderingsmand, men i større sager kan alle tre deltage. Der kan også inddrages sagkyndig bistand.
Parterne indkaldes, og vurderingsmændene træffer afgørelse ved kendelse. Er der uenighed, er formandens stemme afgørende. Afgørelser og eventuelle forlig føres i protokol.
Hvis besidderen er ukendt, kan vurdering stadig begæres. I særlige tilfælde kan et indfanget dyr sælges med henblik på dækning af erstatningen.
Hvis skaden ikke er omfattet
Mener vurderingsmændene ikke, at skaden er omfattet af loven, kan de forsøge at få parterne til at indgå forlig. Hvis dette ikke lykkes, kan skadelidte anlægge sag ved domstolene.
Besiddere af hunde og heste har objektivt ansvar for både tings- og personskader, og der er lovpligt til at have ansvarsforsikring. For andre dyr gælder de almindelige erstatningsretlige regler, hvor der skal være handlet culpøst for at pådrage sig ansvar.
Omkostninger
Vurderingsmændene har krav på vederlag. Den skadelidte skal betale et forskud, inden sagen behandles. Hvem der endeligt skal betale omkostningerne, afgøres af vurderingsmændene. Der kan også opkræves vederlag for sagkyndig bistand.
Uenighed eller manglende afgørelse
Hvis sagen ikke fører til en afgørelse, eller hvis en part er uenig i kendelsen, kan der anlægges sag ved domstolene. Det er ikke muligt at klage over afgørelsen ved at rette sag mod vurderingsmændene.
Har du fået afslag eller mener, at erstatningen er for lav, kan en retssag være nødvendig. Har du retshjælpsforsikring, kan dine omkostninger i mange tilfælde dækkes.
Du er velkommen til at kontakte os for mere information: Kontakt os her. Er du netop blevet udsat for en skade, bør du reagere hurtigt på grund af 7-dages fristen for vurderingsforretning.

